Mand vandrer i de norske bjergeMand vandrer i de norske bjergeMand vandrer i de norske bjerge
Rejseguide

Gaustatoppen kalder

Her er Sydnorges højeste fjeld 

Drømmer du om en unik naturoplevelse i Sydnorge? Så må du ikke gå glip af Gaustatoppen. Vandreturen op til toppen er en af landets mest populære og belønnes med en storslået udsigt over store dele af det sydlige Norge. 

 

Har du ikke lyst til at tage turen til fods, kan du tage Gaustabanen – en kabelbane, der fører dig til toppen på bare 15 minutter. Der er også flere ruter at vælge imellem, så både børnefamilier og erfarne fjeldvandrere kan finde en passende tur. 

 

Gaustatoppen ligger kun 2,5 timers kørsel fra Oslo, og selve vandreturen tager cirka tre timer til fods. 

Find vej til Gaustatoppen 

Gaustatoppen ligger i det sydlige Norge, cirka 2,5 timers kørsel fra Go Nordic Cruiselines terminal i Oslo. 

 

Fjeldet troner i Telemark, tæt på byerne Rjukan og Hjartdal – oplagte stop, hvis I vil forlænge turen med flere oplevelser i området. Rjukan er optaget på UNESCOs verdensarvsliste, og byens unikke historie kan opleves på Norsk Industriarbeidermuseum i Vemork, kun 15 minutters kørsel fra centrum. 

 

Der er også gode muligheder for overnatning nær Gaustatoppen, hvis du ikke har været heldig at sikre dig en af de blot 11 sengepladser på toppen af fjeldet. 

Bilferie i Norge

En udsigt værd at gå efter 

Hvert år besøger næsten 100.000 mennesker fjeldet, der med sine 1.883 meter ikke kun er det højeste i Telemark, men også det højeste punkt i Sydnorge. Og udsigten er lige så imponerende, som højdemeterne lover. 

 

Om du vælger at snøre vandrestøvlerne eller tage Gaustabanen til toppen, er helt op til dig. På en klar dag kan du se næsten en sjettedel af det norske fastland – fra Jotunheimen i nord til Færder Fyr i syd. 

 

Når du har nydt udsigten, kan du tage en pause ved Turisthytten og forkæle dig selv med en frisklavet vaffel eller et let måltid. 

Mor og barn på vandretur

Gaustatoppens hemmelige fortid 

I dag er Gaustatoppen en populær turistattraktion – men vidste du, at fjeldet rummer en hemmelig tunnel bygget af NATO? 

 

Det oprindelige turistprojekt begyndte i 1953, men på grund af Norges strategiske beliggenhed og grænsen til Sovjetunionen fik militæret hurtigt en nøglerolle. Af sikkerhedsmæssige årsager blev projektet ændret, og NATO endte med at finansiere kabelbanen og den hemmelige tunnel inde i fjeldet. I over 50 år var Gaustatoppen en vigtig brik i Norges militære radionetværk. 

 

Først i 2010 blev Gaustabanen åbnet for offentligheden – og i dag kan naturelskere tage den skjulte bane til tops og nyde udsigten i fred. 

To mennesker i de norske fjelde Photocredit: Kamil Klyta
Kundeservice