Familie i en bilFamilie i en bilFamilie i en bil
Rejseguide

Kør-selv-ferie i Norge

Praktisk information for bilister i Norge

At køre bil i Norge giver frihed til at opleve fjorde, fjelde og storslåede naturlandskaber i dit eget tempo. Samtidig adskiller norske vejforhold sig på flere områder fra de danske. Her finder du praktiske råd og nyttige informationer, som gør det lettere at planlægge en kør-selv-ferie i Norge. 

Inden afrejse

Forsikring og vejhjælp 

Danske bilforsikringer gælder normalt også ved kørsel i Norge, men det anbefales at kontrollere forsikringsvilkårene inden afrejse. 

 

Medbring forsikringsoplysninger og kontaktinformation til både forsikringsselskab og vejhjælp. Det grønne forsikringskort er normalt ikke nødvendigt, men kan være praktisk at have digital adgang til kortet. 

 

Hvis bilen bryder sammen i afsides områder, kan bugsering blive dyr. Kontroller derfor, om vejhjælp i udlandet er inkluderet i din forsikring, og hvilke afstande der er dækket. 

 

Elbilister bør samtidig undersøge, om vejhjælpen også omfatter afladet batteri eller transport til nærmeste ladestation. 

 

Rejseforsikring og sundhed 

En rejseforsikring kan være nyttig, hvis rejsen forsinkes eller afbrydes på grund af vejrforhold, færgeaflysninger eller andre uforudsete hændelser. 

 

Alle rejsende bør medbringe det blå EU-sygesikringskort, som også gælder i Norge og giver adgang til nødvendig offentlig lægebehandling på samme vilkår som norske borgere. 

 

Lejebil 

Ved leje af bil bør du være opmærksom på selvrisikoens størrelse samt dækning ved stenslag, glas-, dæk- og undervognsskader, som kan forekomme på grusveje og fjeldveje. 

Kørsel i Norge 

Fartgrænser 

Norge har generelt lavere fartgrænser end Danmark, og fartkontrol håndhæves strengt. 

  • 30 km/t i mange boligområder, ved skoler og i villakvarterer
  • 50 km/t i byområder og tættere bebyggelse
  • 80 km/t på de fleste landeveje
  • 90–100 km/t på større hovedveje og motortrafikveje
  • 110 km/t på enkelte motorveje, især omkring Oslo 

Vær opmærksom på, at norske veje ofte er smallere, mere snoede og mere kuperede end danske veje. Automatiske fartkameraer og strækningskontrol er udbredt, og hastighedsgrænserne håndhæves konsekvent.

Bøder for fartoverskridelser er blandt Europas højeste.
 

Lys på bilen 

Nærlys skal være tændt hele døgnet, også om sommeren og i dagslys. 

Alkohol og bilkørsel 

Norge har en af Europas laveste promillegrænser på 0,2. Selv små mængder alkohol kan gøre bilkørsel ulovlig. 

Dyreliv på vejene 

Elge, rådyr, rensdyr og får færdes ofte frit langs vejene og kan pludselig krydse kørebanen. Vær særligt opmærksom ved skumring og daggry, hvor risikoen for vildtpåkørsler er størst. 

Planlæg rejsen

Afstande, rejsetid og færger 

Afstandene på landkortet kan virke korte, men køreture tager ofte længere tid i Norge end i Danmark. 

Fjorde, fjelde, færgeoverfarter og snoede veje betyder, at gennemsnitshastigheden ofte er lavere end forventet. Beregn derfor ekstra tid til rejsen. 

I mange dele af Norge indgår bilfærger som en naturlig del af vejnettet. På populære ruter kan der forekomme ventetid i højsæsonen, så det kan være en fordel at planlægge rejsen i god tid. 

Vejrforhold 

Særligt i fjeldområder kan vejret ændre sig markant på kort tid. Det er ikke usædvanligt at opleve sol, regn, tåge og kraftig vind på samme dag. 

Kørsel i fjeldområder og om vinteren

Fjeldveje 

Nogle fjeldovergange kan lukke midlertidigt på grund af sne, kraftig vind eller dårligt vejr. Tjek derfor altid vejrforholdene før afrejse. 

Mange fjeldveje er smalle og snoede med stejle stigninger og fald, og rejsetiden er ofte længere end afstandene på kortet antyder. 

Vinterdæk og vinterudstyr 

Fra efterår til forår kan vinterdæk være nødvendige afhængigt af vejrforholdene. I fjeldområder kan sne og is forekomme langt ind i foråret og tidligt på efteråret. 

Sørg for, at bilen er korrekt udstyret til de aktuelle forhold. 

Bompenge, broer og bilfærger 

Mange veje, broer, tunneller og bilfærger i Norge er betalingsveje. I de fleste tilfælde behøver du ikke stoppe eller købe billet undervejs. 

 

Passagen registreres automatisk via bilens nummerplade, og betalingen opkræves efterfølgende. Hvis bilen ikke er registreret hos en betalingsudbyder på forhånd, sendes regningen normalt til bilens registrerede ejer nogle uger eller måneder efter rejsen. 

 

Det er også muligt at registrere bilen hos en betalingsudbyder inden afrejse. Det kan gøre betalingen enklere og i nogle tilfælde give rabat på bompenge og færgeoverfarter. 

 

På enkelte færger kan der stadig forekomme lokal billetbetaling, men på de fleste ruter sker registrering og betaling automatisk. 

Parkering

Parkering er som regel betalingsparkering i norske byer og turistområder.

 

Betaling sker typisk via parkeringsautomater eller apps som EasyPark, ParkLink, Flowbird eller lokale parkeringsløsninger. 

Vær opmærksom på lokale skilte, tidsbegrænsninger og betalingszoner. Parkeringskontrollen er effektiv, og parkeringsafgifter kan være betydeligt højere end i Danmark. 

 

I større byer som Oslo, Bergen og Stavanger kan det ofte være både lettere og billigere at parkere uden for centrum og fortsætte med bus, sporvogn eller metro. 

Elbil i Norge

Norge har et af verdens bedst udbyggede netværk af ladestandere. Der findes ladepunkter langs de fleste hovedruter, i byerne og ved mange turistattraktioner. 

Planlæg dog gerne længere køreture på forhånd, særligt i tyndt befolkede områder og i fjeldområder.